Dårlige veje giver dårlig trafiksikkerhed
6. januar 2020
Helt ny forskning fra DTU viser, at der er direkte sammenhæng mellem manglende vedligeholdelse af de danske kommuneveje og antallet af trafikulykker. Det har fået brancheforeningerne SIKRE VEJE og Asfaltindustrien til at lave en praktisk orienteret udgave af forskningsresultaterne.
Med den får kommunerne et grundlag for, at de bedst muligt kan prioritere, hvordan de forbedrer og vedligeholder vejforholdene. Det er til gavn for både trafikanter og samfundsøkonomi – for der er milliarder at spare, hvis trafiksikkerheden forbedres, fastslår de to foreninger.
I 2018 blev 171 dræbt i trafikken i Danmark, mens 1.862 personer kom alvorligt til skade. Det er det højeste antal siden 2013. I 2018 var der 12.680 registrerede trafikulykker på de danske veje, hvor mange af dem kunne være undgået. Der er nu påvist en klarere sammenhæng mellem forhold ved veje og trafiksikkerhed end hidtil forskningsmæssigt dokumenteret. Det viser en helt ny forskning fra DTU der bl.a. bygger på nye data.
Trafikulykker kan have store konsekvenser for de involverede, men er også dyre for samfundet. Én trafik-ulykke koster i gennemsnit 2,8 mio. kr., hvilket svarer til omkring 30 mia. kr. årligt. Til sammenligning bruger kommunerne 8-9 mia. kr. om året på at bygge og vedligeholde veje.
- De samfundsmæssige omkostninger ved trafikulykker overstiger altså langt kommunernes udgifter til vedligeholdelse af veje, men nu har DTU, set med mine øjne, med hjælp af nye data indsamlet rundt om i landet, vist, at der er en indikation af, at der kan være milliarder at spare for samfundet, hvis kommunernes ressourcer bruges optimalt til at øge trafiksikkerheden, udtaler Michel Stisen, formand for SIKRE VEJE, i anledning af rapporten, og nævner som eksempel, at der kan være god grund til at se nærmere på dårlige vejrabatter, som ifølge rapporten kan give ulykker.
Nyt grundlag for at øge trafiksikkerhed
På baggrund af den nye forskning opfordrer SIKRE VEJE og Asfaltindustrien kommunerne blandt andet til at gøre kantstene lavere, sikre rabatter og udjævne veje, så der ikke opstår såkaldt ’sporkøring’; det vil sige, at hjulene efter meget kørsel har trykket asfaltveje ned, så der opstår et næsten usynligt hjulspor. Det gør vejene ujævne og øger risikoen for, at kører galt.
Med den nye viden håber Michel Stisen, at kommunerne vil tænke trafiksikkerhed på en helt ny måde.
- Vi håber, at den nye forskning får stor betydning for den fremtidige etablering og vedligeholdelse af vejene, fordi vi nu har bedre viden om sammenhængen mellem vejvedligeholdelsen og trafiksikkerhed, siger Michael Stisen og fortsætter:
- Sammen med Asfaltindustrien har vi lavet en praktisk orienteret udgave af rapporten, der giver kommunerne et bedre grundlag for, hvordan de bedst vedligeholder vejene, så de bliver mere sikre for borgerne. For hvis kommunerne er proaktive og bruger ressourcer på at forbedre infrastrukturen og vejenes beskaffenhed, er der store potentielle besparelser at hente.
FAKTA
- Ved at inddrage data fra skadestuer og politi og sammenholde disse med eksisterende vejdatasy-stemer, har det været muligt for DTU at påvise, hvilke forhold ved vejen der har større betydning for forekomsten af trafikulykker end hidtil dokumenteret.
- Cyklister er særligt sårbare overfor høje kantsten og dårligt vedligeholdte rabatter, mens bilister er sårbare overfor sporkøring.
- I 2018 kom 1.862 personer alvorligt til skade i trafikken, hvilket er det højeste antal siden 2013. 171 personer mistede livet i et trafikuheld. Tallene for 2019 kommer i maj måned 2020.
- Èn trafikulykke estimeres til at koste 2,8 mio. kr. Det medfører en samfundsudgift på 30 mia. kr. årligt.
- Til analysen vedr. sammenhængen mellem vejens tilstand og trafiksikkerhed er tre store kommuner fra hhv. Sjælland, Fyn og Jylland udvalgt som cases. Det drejer sig om Aarhus, Odense og Køge.
- Rapporten er udarbejdet af et forskerteam på DTU, er evidensbaseret og på et højt videnskabeligt niveau
TIL DIG SOM VIL HAVE FAKTA OG OVERBLIK: LÆS KORT-UDGAVE AF FORSKNINGSRAPPORTEN
TIL DIG SOM VIL ANALYSERE OG "NØRDE": LÆS POST DOC/FORSKNINGSRAPPORTEN FRA DTU