Skip to main content Skip to footer

Styr på støjen

17. oktober 2023

En række borgmestre fra primært københavnske forstadskommuner har stillet et borgerforslag til Folketinget om at staten skal tage ansvar for bekæmpelse af trafikstøjen fra statens veje.

Trafikstøj er den største kilde til støjbelastning i Danmark og derfor vil forslagsstillerne have Miljøministeriet til at sikre, at der bliver vedtaget støjgrænser for motorveje ud fra et forsigtighedshensyn for at beskytte områder med boliger imod sundhedsskadelig trafikstøj. Motorvejene er statsveje og dermed statens og folketingets ansvar.

Efter forslaget skal der senest i år 2040 være gennemført støjbekæmpelse, så ingen boliger langs statens veje udsættes for støj over de af miljøministeriet til enhver tid fastsatte støjgrænser.

I Danmark er der i dag en vejledende grænseværdi på 58 decibel for trafikstøj ved boliger. Hvis støjen kommer over den grænse, skal der ved nybyggeri gennemføres tiltag som fx etablering af støjværn. Forslagsstillerne vil have, at støjgrænserne skal gælde langs både nye og eksisterende statsveje og at Miljøstyrelsen skal føre tilsyn med trafikstøjen.

På Miljøstyrelsen støjkort kan man se, hvor meget trafikstøj der er målt langs vejene i landets 4 største byer (i 2017) og dermed også, at der er rigtig mange boliger der er udsat for trafikstøj på mere end 60 decibel.

Se borgerforslaget her.